Dobbelt G-vinst
26-04-2001
Gymnasieelever i Aalborg og Ribe var overvældede, da Katapultværterne afslørede, at begge klasser havde vundet G-Kampen. Eleverne skal snart til forlænget og gratis studenterfest på Midtfyns Festival.
Klokken lidt over 14 i eftermiddags ringede værterne i P-3 programmet Katapult til Aalborg og Ribe. I den anden ende af rørene var repræsentanter for 3. G Mus. klasserne på Katedralskolerne i de to byer.
Eleverne havde blot fået at vide, at netop deres to klasser var i G-Kampens finale, så de regnede med at en drabelig dyst skulle udkæmpes. Men radioværterne tog fusen på dem: den strenge, men socialistiske dommer-jury havde nemlig afgjort, at begge klasser løste opgaverne i G-Kampen så godt, at alle elever kommer gratis til Midtfyns Festival til sommer (og måske kommer der også lærere med. hurraaaaa!).
Aalborg sang Outkast og brylcreme
Opgaverne i forårets G-Kamp har været forskellige fra by til by. I Aalborg skulle der blandt andet synges Outkast-hittet "Miss Jackson" i en acappella-version a la Bobby McFerrin. 3. G Mus skulle også lave og fremføre en sang med stikordene brylcreme, av ! og glasur. Endelig forfattede de en Aalborg Quiz , hvor TRAX-hovednavnet Mofus (Anders Bech) skulle besvare spørgsmålene på Studenterhuset.
Ribe steppede Danseorkestret-hit
Der blev fundet step-aggregater i alle afskygninger, da de 10 elever i 3. Z fra den over 850 år gamle (!!) Ribe Katedralskole skulle spille Danseorkestrets 80ér hit Kom tilbage nu i en step-udgave. Så Musiklokalet genlød af Jørgen-Klubien-sang/støn, mens der blev steppet med tegnestifter, kapsler, bageplader og spånpladekasser. Senere var det tid for en sang hvor ordene spagnum, prygl og afløbsrens indgik(Ond Musik) og Ribe-quiz med Konkhra i TRAX studiet på RIAMUF.
Begge klasser løste opgaverne smukt - med et så åbenlyst musikalsk talent, at eleverne fra Ribe og Aalborg nu skal til festival. Vi ses i Ringe!
Zoom: klik på fotos
|
|